Kulturportal for Sønderjylland-Schleswig » Projektblog » Detail » Abstrakt lydkunst på Alsion
Søg arrangement
Støttet af

Abstrakt lydkunst på Alsion

Omkring 60 studerende fra begge sider af grænsen har deltaget i define festivals workshop SOUND MATTERS

På et hvidt bord står flere bærbare, adskillige controllere med tabs og drejeknapper, en mikserpult og alt er forbundet med et virvar af kabler. Nikolaj Andersen, musikchef for Sønderjyllands Symfoniorkester, byder kort velkommen og forklarer rækkefølgen af de musiknumre, publikummet skal til at opleve.

Det er ikke en helt almindelig koncertoplevelse, der venter tilhørerne. Dels er musiknumrene blevet skabt mindre end to dage forinden i løbet af workshoppen SOUND MATTERS, som en del af DEFINE festivalen. Dels udvider musikken nok det, som mange forestiller sig under begrebet. Hvert af numrene spilles af en gruppe studerende, der har deltaget i workshoppen.

Koncerten starter med ”Drunk in the morning”, et performativt, kraftfuldt stykke med skæve beats. Interessant er, at stykket akkompagneres af en teaterperformance om en stressende arbejdshverdag, der bliver afbrudt af en fuld kollega. Udgangen af stykket eller den dybere mening er overladt til beskueren. Efter en kort pause toner en monotont repeterende klavermelodi, som udbygges med en række eksperimenterende samples. Stykket hedder ”Gazoline prices”.

Fra balkonen lyder herefter stykket ”Trump” med dystre, dybe lyde. Grundstemningen i nummeret varieres med samplede fuglekvidder og Donald Trumps udtalelse af ”China”. Gruppen afløses i en flydende overgang af den næste, som spiller stykket ”Apocalypse”. Her hører man tydelige referencer til genrens begyndelse med et dystert minimalistisk lydtæppe. De forvrængede loops af pulserende, knasende støj minder mest af alt om SPK, Hafler Trio med flere, som med deres eksperimenter har grundlagt genren industriel musik.

Til det sidste stykke ”Reborn” er alle studerende placeret forskellige steder i Alsions bygning, spredt over flere etager. Stille, forsagte toner og støn blandes med analoge lyde og en subsonisk rungen. De studerende bevæger sig hen imod Alsions Café med hver deres instrument eller device og flyder sammen til en stor folkemasse rundt om Christophe Charles, der under hele koncerten har overvåget sagens gang.

For interesserede tilskuere kunne det have været fint at få formidlet lidt om baggrunden for musiknumrene – både fra den tekniske og den indholdsmæssige side. Omvendt er meningen måske lige netop, at lade lydbølgerne virke på én, ligesom et abstrakt maleri heller ikke nødvendigvis kan eller skal forklares.

 

Zusammenfassung
60 Studenten an Hochschulen nördlich und südlich der Grenze haben am Workshop SOUND MATTERS im Rahmen vom Define Festival teilgenommen. Entstanden sind fünf Kompositionen, die während dem Festival im Café des Alsions dem Publikum vorgeführt worden. Das Spektrum der Musik reichte dabei von performativ-verspielt bis düster-industriell, aber immer sehr experimentell.

Offentliggjort

15.11.2016

Kontakt

Kontaktformular

Links
captcha
Rechts