Beata Bilinski er internationalt anerkendt som Chopin-fortolker
Chopin-masterclass med Beata Bilinska
Den internationalt anerkendte pianist og fremragende Chopin-fortolker Beata Bilinska kommer til Sønderborg og giver her en masterclass for sønderjyske klavertalenter den 3. februar. Der er stadig ledige pladser.
2010 er Chopin-år. Det er i år 200 år siden den polske komponist og klavergeni Frederic Chopin blev født. I den anledning har Sønderjyllands Symfoniorkester inviteret den fornemme Chopin-fortolker Beata Bilinska – oven i købet Chopins landsmandinde - til Sønderjylland for at give koncert den 4. februar i Koncertsalen Alsion i Sønderborg.
Udover at være en internationalt anerkendt koncertpianist er Bilinska samtidig en begavet pædagog, som gerne deler sin viden og evner med unge klavertalenter. Den sønderjyske kulturaftale og Sønderborg Kommune har derfor grebet chancen og arrangeret en masterclass med Bilinska, som er åben for alle sønderjyske klavertalenter.
Hvem kan komme med?
Masterclassen er åben for 8 aktive og 10 passive deltagere – både fra Nord- og Sydslesvig. For at komme i betragtning som aktiv elev, skal du have spillet klaver nogle år, og kunne spille et værk af Chopin på masterclass’en. Som passiv deltager kræves ingen specielle forudsætninger, blot at du spiller klaver og har lysten til at udvikle dig som pianist. Er du i tvivl, om du kan blive elev på Chopin-masterclass’en, må du meget gerne kontakte kulturmanager John Frederiksen på M 20 835 835 og få en afklarende snak med ham.
Tilmelding nødvendig
Vil du med til Chopin-masterclass, så send en mail til Krestina Buus Jeppesen: kbje@sonderborg.dk eller på M 2790 8160. Masterclassen foregår den 3. februar kl. 16-19.30 i Alsion i Sønderborg i ét af Symfoniorkestrets øvelokaler.